Bliv inspireret til en grønnere hverdag i Kuben

Foto: Horsens Kommune.
dato

I foråret 2024 inviterer Horsens Kommune til Grønne Uger i Kuben på Søndergade.

Arrangementet, der løber fra den 8. april til den 5. maj, er et samarbejde mellem forskellige aktører, herunder Mærk Byen, Vild med Horsens, Affald og Genbrug, Klimasekretariatet, Horsens Sund By og kommunens biblioteker.

Formålet er at inspirere borgerne til en grønnere hverdag gennem en række aktiviteter, der sætter fokus på den grønne omstilling.

Programmet byder på koncerter, workshops, udstillinger og affaldsindsamling. Der vil også være en "stiklinge-bytte-reol", hvor man kan bytte planter og stiklinger, samt et blomstrende klimakunstværk på Kubens ruder.

Under Havens Dag den 20. april kan man få tips til en bæredygtig have og deltage i en plantebanko. I 'verdensmålsugen' i uge 17 vil der være fokus på affaldssortering, genbrug og samkørsel.

Hele programmet for Grønne Uger kan ses foran Kuben og på Mærk Byens sociale medier.


https://horsens.dk/omhorsenskommune/presse/pressemeddelelser/blivinspirerettilengroennerehverdagikuben
Kilde: Horsens Kommune