Horsens Kommune og AC Horsens i fælles indsats for veteraner

De danske veteraner blev også hyldet i Horsens sidste år til Veteran Match. (Foto: MJhorsens)
dato

I et tæt samarbejde med DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund går Horsens Kommune og AC Horsens ind i kampen for at hylde og anerkende danske veteraner. Veteran Match 2023 afvikles den 23. september med en særlig hyldest på Nordstern Arena.

Med afsæt i Flagdagen d. 5. september går toppen af dansk fodbold, ishockey og håndbold sammen om at sætte fokus på Danmarks soldaterveteraner.

Det sker, når Veteran Match afvikles over hele landet for at hylde, anerkende og støtte de mennesker, der har sat deres liv på spil for at kæmpe for Danmark i verdens brændpunkter.

Denne anerkendelse markeres via såkaldte hyldestkampe, hvor veteranerne hyldes og anerkendes på sportens arenaer i forbindelse med ligakampe i fodbold, håndbold og ishockey.

Dedikerer hjemmekamp den 23. september
Horsens Kommune er sammen med AC Horsens med i initiativet og dedikerer hjemmekampen mod Vendsyssel FF d. 23. september til at ære danske veteraner.

- Vi er utrolig stolte af at være med til at hylde de danske veteraner. En del er vendt hjem fra hårde missioner i krigszoner med ar på krop og sjæl, andre kom aldrig hjem, og fælles for alle udsendte er, at de har sat livet på spil for en større sag. Disse mennesker fortjener en kæmpe anerkendelse for deres indsats, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Til kampen vil de danske veteraner blive hyldet med flag, klapsalver, stadionspeak specialdesignede spillertrøjer og en række yderligere synlige tiltag på stadion efter inspiration fra Remembrance Day i Premier League.

- For os i AC Horsens er det en stor ære at være med til at markere Veteran Match i samarbejde med Horsens Kommune og Danmarks Idrætsforbund. Vi har stor respekt for veteranerne, der fortjener stor anerkendelse for den indsats, de har ydet for os alle sammen, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger på, at de havde en god dag på Nordstern Arena Horsens sidste år. Vi ser frem til at hylde og takke dem igen i år, siger AC Horsens' direktør Kristian Nielsen.

40 spillertrøjer på auktion 
I forbindelse med hyldestkampen vil der blive rejst penge fra salg af 40 kampspillertrøjer med Veteran Match-logo. Salgene vil foregå via auktion, og overskuddet går direkte til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet.

- Veteranerne har sat deres liv på spil for, at vi kan leve i tryghed. Det at være udsendt til militære konflikter kan have store personlige omkostninger for den enkelte og dennes familie, og derfor skal vi som minimum vise vores respekt og anerkendelse for den indsats, de har lavet.

- Sporten udgør en unik platform for netop det, og derfor er det fantastisk, at vi i år har historisk mange klubber med til at hylde Danmarks soldaterveteraner. Det fortjener de, siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

Er du veteran og interesseret i at være en del af Veteran Match 2023 den 23. september, så kan du læse mere på www.veteranmatch.dk.

Kilde: Horsens Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.