Horsensianer har 25-års jubilæum: Forandring og frihed er nøglen

Allan Staffensen er stadig lige så glad for at tage på arbejde i dag, som han var i 1999, da han startede som indkøbschef i virksomheden V4, der senere sammen med Storke Vinduer blev en del af vindueskoncernen Inwido i 2005. (Foto: Inwido Denmark)
dato

Indkøbschef Allan Staffensen fra Horsens har netop fejret sit 25-års jubilæum hos Inwido. Ifølge ham selv er hans betydelige anciennitet et resultat af en kombination af en branche i konstant forandring og høj tillid fra ledelsen, der har givet ham frihed til at træffe selvstændige beslutninger gennem årenes løb.

Allan Staffensen er stadig lige så glad for at tage på arbejde i dag, som han var i 1999, da han startede som indkøbschef i virksomheden V4, der senere sammen med Storke Vinduer blev en del af vindueskoncernen Inwido i 2005. Nu, 25 år senere, kan han således fejre sit 25-års jubilæum, og entusiasmen for jobbet er fortsat lige så stærk som den første dag.

- I 1999 blev jeg ansat som indkøbschef hos V4, som senere blev en del af Inwido i Danmark, og den rolle har jeg stadig i dag, hvor jeg er overordnet ansvarlig for indkøbsaftalerne på tværs af Inwidos danske enheder. Der har hele vejen igennem været masser af spændende udfordringer, så de seneste 25 år er bogstaveligt talt fløjet afsted, fortæller Allan Staffensen, der bor i og arbejder fra Horsens, og fortsætter:

- I min stilling som indkøbschef har jeg blandt andet været med til at opstarte Inwido Purchasing Group, som er koncernens indkøbsgruppe og har desuden arbejdet med due diligence i forbindelse med opkøb af vinduesvirksomheder i Danmark. Gennem de seneste 25 år er der sket markante og konstante forandringer i koncernen og i branchen som helhed, hvilket har holdt mit arbejdsliv dynamisk og udfordrende.

En af de mest bemærkelsesværdige ændringer i løbet af Allan Staffensens tid hos Inwido Denmark, som har base i Aalborg, har været det øgede fokus på bæredygtighed, da det har medført en hel del nye krav til Inwidos leverandører:

- Bæredygtighed udgør i dag en væsentlig del af indkøbs- og leverandøraftaler. Nu er det ikke længere kun prisen, som man som indkøber har in mente – det er i endnu højere grad også logistikken, kvaliteten, minimering af spild samt produktets overordnede CO2-belastning. Denne udvikling har gjort arbejdet mere komplekst og kræver derfor et tættere samarbejde på tværs af faggrupper og lande, pointerer Allan Staffensen.

Til trods for, at Allan Staffensen nærmer sig pensionsalderen, har han endnu ingen planer om at trække sig tilbage:

- Selvom jeg snart fylder 60 år, har jeg stadig ambitioner om også at kunne fejre mit 30-års jubilæum hos Inwido. Gennem årene hos Inwido har jeg altid haft frie hænder til at træffe egne beslutninger, som bygger på en stor tillid fra ledelsens side. Og ligesom jeg stadig glæder mig hver dag til at tage på arbejde, er jeg overbevist om, at denne følelse vil fortsætte i mange år fremover, afslutter jubilaren.

Kilde: Inwido Denmark
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.