Hvis du plejer at køre på Ringvejens strækning mellem Thorsvej og Fuglevangsvej i Horsens, så skal du finde dig en anden rute de næste ti dage.
Der skal etableres cykelsti mellem Hatting og Horsens, og derfor vil dele af Ringvejen være lukket fra fredag den 20. august om aftenen til mandag den 30. august, skriver Horsens Folkeblad.
På strækningen mellem Thorsvej og Fuglevangsvej skal der graves ud til en cykeltunnel, der skal gå under Ringvejen. Der skal fjernes jord og graves ud til elementerne til tunnelen.
Det giver selvsagt en hel del arbejde at grave ud, og samtidig skal sikkerheden overholdes. Horsens Folkeblad skriver, at det er af sikkerhedsmæssige hensyn, at vejen holder lukket for trafik.
I fjorten dage efter nedlukningen af vejen, vil der kun være ét spor åbent i hver retning, så der kan formentlig forventes længere køretid på strækningen – og det er måske netop derfor en god idé at finde en anden rute i en periode, hvis det kan lade sig gøre for dig. Så slipper du for kø og ventetid.
Fra fredag aften og ti dage frem vil du uanset hvad skulle køre en anden rute end den sædvanlige, men så er skridtet mod en god cykelsti helt til Hedensted også det længere i processen.